Klimasmart landbrug på skoleskemaet

Et nyt tværfagligt projekt, EVECSA (European Vocational Education in Climate Smart Agriculture), skal bringe viden om klimasmart landbrug direkte til landbrugsskolerne gennem et unikt samarbejde mellem danske landbrugsuddannelser og Aarhus Universitet. Projektdeltagerne har en ambition om at klæde den næste generation af landmænd på til fremtidens udfordringer ved at understøtte undervisning med den nyeste viden fra forskningens verden.

Det tværfaglige projekt EVECSA skal sikre, at landbrugsskoler får direkte adgang til den nyeste viden om klimasmart landbrug. Gennem samarbejde mellem danske landbrugsuddannelser og Aarhus Universitet vil projektet styrke undervisningen og forberede kommende landmænd på fremtidens udfordringer. Foto: Colourbox.com

EVECSA-projektet involverer fire danske landbrugsskoler Bygholm Landbrugsskole, Asmildkloster Landbrugsskole, Viden Djurs, og Jordbrugets Uddannelsescenter Aarhus, samt Aarhus Universitet og Food & Bio Cluster. På Aarhus Universitet forsker Institut for Agroøkologi nemlig i bl.a. klimasmart landbrug, en forskning der er med til at sikre nye og bæredygtige metoder til fremtidens landbrug. Det er netop den praktiske integration mellem den forskningsbaserede viden i klimasmart landbrug og erhvervsskolerne som projektet handler om. Den vil projektdeltagerne gerne have til at være en del af landbrugsskolernes daglige undervisning. På den måde vil fremtidens landmænd være bedre rustet til at håndtere udfordringer som f.eks. klimaforandringer i fremtiden.

Projektets danske koordinator, Kasper Hvelplund Overgaard fra Asmildkloster Landbrugsskole, forklarer vigtigheden af samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner:

” Vi er som landbrugsskole meget interesseret i at være på forkant med udviklingen i landbrugssektoren, og heri ruste vores elever til at indgå fremtidens landbrugserhverv. Hertil ønsker vi at give vores elever viden, færdigheder og kompetencer til at finde nye bæredygtige løsninger og generelt at udvikle sektoren i en mere bæredygtig retning. Hvis vi skal lykkedes med dette, så er det altafgørende, at vi både samarbejder med andre landbrugsskoler om dette, og mindst lige så meget at vi samarbejder med virksomheder og vidensinstitutioner, der på forskelligvis arbejder med bæredygtige løsninger. For os er det at indgå i partnerskaber med andre skoler, virksomheder og vidensinstitutioner en af nøglerne til at uddanne dygtige og proaktive folk til landbrugssektoren.”

Faktaboks: Hvad er klimasmart landbrug?

Klimasmart landbrug (Climate Smart Agriculture, CSA) er en bæredygtig tilgang til landbrug, der har til formål at øge produktiviteten, samtidig med at landbruget tilpasses klimaforandringer og bidrager til at reducere drivhusgasudledninger. Klimasmart landbrug bygger på tre hovedprincipper:

  1. Øget produktivitet: Gennem effektivisering af landbrugspraksisser sigter klimasmart landbrug mod at sikre højere og mere bæredygtige udbytter, hvilket er afgørende for fødevaresikkerheden i fremtiden.
  2. Tilpasning til klimaforandringer: Klimasmart landbrug hjælper landmænd med at tilpasse deres metoder til de skiftende klimaforhold, såsom ekstreme vejrforhold, ændringer i nedbørsmønstre og temperaturer.
  3. Reduktion af klimaaftryk: Klimasmart landbrug arbejder for at mindske landbrugets miljømæssige fodaftryk ved at reducere udledningen af drivhusgasser, bevare jordens frugtbarhed og optimere ressourceforbruget, fx vand og energi.

Målet med klimasmart landbrug er at sikre, at landbruget fortsat kan levere fødevarer i fremtiden, mens det samtidigt bidrager til løsninger på klimaudfordringerne.


Formål og forventninger

Målet med EVECSA-projektet er altså at udvikle innovative undervisningsmetoder, der ikke blot øger elevernes interesse for klimasmart landbrug, men også er med til at sikre en bedre implementering af metoderne i fremtidens landbrug. Når eleverne lærer om metoderne, er der også stor chance for, at de vil benytte dem, når de skal ud og arbejde på de danske landbrug i fremtiden. Derudover skaber samarbejdet også en synlig vej fra landbrugsskolerne til videregående uddannelser på Aarhus Universitet indenfor f.eks. plante- og fødevarevidenskab og husdyrvidenskab.

“Vi håber jo på, at EVECSA kan inspirere flere unge til at vælge en karriere indenfor landbrug. Her tænker vi særligt på unge med interesse for klimavenlige og bæredygtige løsninger. Når vi deler vores viden fra universitetet med de unge på landbrugsskolerne, håber vi, at de vil tage metoderne til sig og bruge dem i deres fremtidige landbrug,” fortæller Anne Krog Ingerslev fra Aarhus Universitet, der også fortæller, at der i projektet er stor fokus på vidensdeling og udvikling af samarbejdet mellem interessenterne for klimasmart landbrug.

Aarhus Universitet bidrager med den nyeste forskning og ekspertise inden for klimasmart landbrug. Det sker gennem vidensdeling og samarbejde med landbrugsskolerne, hvor universitetets forskere vil spille en aktiv rolle i at udvikle læringsforløb og styrke undervisningen på landbrugsskolerne.

Et europæisk samarbejde

EVECSA-projektet er ikke kun et nationalt initiativ, men en del af et større europæisk samarbejde, hvor lande som Finland, Italien, Holland, Polen og Spanien deltager. Projektet samler ekspertise fra hele Europa for at udvikle og implementere innovative undervisningsmetoder inden for klimasmart landbrug. Projektet sigter efter at etablere et regionalt samarbejde i de deltagende lande, som skal samarbejde om at udvikle og forbedre de professionelle læringstilbud til landmænd og landbrugsansatte. Dette tværnationale samarbejde giver mulighed for vidensudveksling på tværs af landegrænser og sikrer, at de bedste løsninger bliver anvendt til at styrke fremtidens bæredygtige landbrug i hele Europa via et tværeuropæisk samarbejde.

Nye veje for uddannelse

Med EVECSA er forhåbningen, at flere elever vil søge mod uddannelser inden for landbruget og med fokus på hvordan landbruget løser de mange udfordringer. Projektet giver ikke blot eleverne på landbrugsskolerne adgang til den nyeste viden, men også en forståelse for, hvordan forskning kan anvendes i praksis i deres fremtidige karrierer/arbejdsliv. Undervisningen vil blive beriget med innovative og praksisnære læringsaktiviteter, der gør emnet mere håndgribeligt og relevant for eleverne.

Derudover vil EVECSA skabe en stærkere bro mellem ungdomsuddannelserne og videregående uddannelsesinstitutioner som Aarhus Universitet. Her får eleverne mulighed for at se, hvordan de kan videreuddanne sig inden for klima og landbrug, med et særligt fokus på bæredygtighed. Samtidig styrker projektet landbrugsskolernes faglige profil og gør dem mere attraktive for kommende studerende, der interesserer sig for en fremtid inden for klimavenlige løsninger i landbrugssektoren.

På længere sigt håber man, at EVECSA-samarbejdet vil inspirere flere unge til at vælge en karriere, der ikke kun handler om at drive landbrug, men også om at give dem kompetencerne og færdighederne i at træffe klimasmarte beslutninger, og dermed tage ansvar for den grønne omstilling.


Mere information

Læs mere: Du kan læse mere om EVECSA her.
Kontakt:

  • Dansk projektkoordinator Kasper Hvelplund Overgaard fra Asmildkloster Landbrugsskole. Mail: kho@asmildkloster.dk
  • Anne Krog Ingerslev, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: 93522914 eller mail: anki@agro.au.dk