Student competition i bioøkonomi skal inspirere studerende og virksomheder

I år afholdes den første danske udgave af BISC-E, som er en ny europæisk student competition inden for bioøkonomi. Konkurrencen skal anspore studerende til at interessere sig for recirkulering af biologiske ressourcer og udvikling af biobaserede produkter og processer.

Studerende fra både universiteter og tekniske uddannelser kan deltage i konkurrencen. Foto: AU-Foto.

BISC-E står for ”Biobased Innovation Student Challenge Europe”. Det er en konkurrence, hvor hold af studerende konkurrerer inden for bioøkonomisk innovation; enten ved at udvikle forslag til et produkt eller en proces.

De studerende skal sandsynliggøre, at deres forslag er teknisk gennemførlige, og at de er både økonomisk og miljømæssigt bæredygtige. Forslagene bedømmes af en jury med medlemmer fra både universiteter og industri.

Den danske finale afholdes den 25. juni 2018. Tidspunktet for den europæiske finale er endnu ikke planlagt.

Studerende fra både universiteter og tekniske uddannelser (VIA) kan deltage i konkurrencen. Det anbefales, at holdene sammensættes, således at flere forskellige studieretninger er repræsenteret på holdene.

BISC-E er udviklet af det hollandske universitet Wageningen. I Danmark er det Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO), som står for konkurrencen.

- CBIO har til formål at udvikle bioøkonomiske produktionssystemer og koncepter for recirkulering; og det kræver unge talenter, siger centerleder Uffe Jørgensen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet. BISC-E er et af midlerne til at inspirere unge talenter til at arbejde i den nye biobaserede sektor.

Kees de Gooijer, formand for den europæiske konkurrence, ser frem til konkurrencen:

- Jeg er ofte blevet overrasket over, hvor meget de studerende engagerer sig i udviklingen af nye produkter og processer. Konkurrencen er til fordel for alle parter: De studerende bliver entusiastiske over det biobaserede arbejdsområde, og virksomhederne bliver inspireret af de studerende. Tilmelding er åben indtil den 30. april.

Flere oplysninger findes på www.cbio.au.dk