Jorden skal forstås, før den kan beskyttes
Fra en fransk universitetsstuderende med en fascination for jord til professor ved Aarhus Universitet. For Mathieu Lamandé handler forskning ikke kun om jordstruktur og tunge maskiner. Det handler om at skabe viden, som mennesker kan bruge.
Når Mathieu Lamandé taler om jord, gør han det med en begejstring, der næsten smitter øjeblikkeligt. For ham er jord ikke bare det lag under vores fødder. Det er fundamentet for fødevareproduktionen, for vandets kredsløb og for nogle af de største klimaudfordringer, samfundet står overfor.
"Har du en dårlig jordstruktur, får du ikke noget mad. Så enkelt er det faktisk," siger han.
I dag er han professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, men fascinationen af jorden begyndte allerede, da han var studerende i hjemlandet Frankrig.
Dygtige undervisere viste vejen
Mathieu Lamandé voksede op i Frankrig og begyndte sin uddannelse som geolog. På det tidspunkt havde han ikke nødvendigvis en klar plan om at blive jordforsker. Men mødet med dygtige undervisere ændrede kursen. Særligt undervisningen i jordens organisering og organiske materiale gjorde indtryk.
"Det var meget pædagogisk undervisning, og jeg synes, det var utrolig spændende," fortæller han.
Interessen voksede gennem studiet, og da han afsluttede sin kandidatuddannelse, fortsatte han direkte videre med en ph.d. om jordstruktur, regnorme og landbrugspraksis.
"Jeg startede på universitetet som 18-årigt og otte år senere var jeg færdig med min ph.d.," fortæller han.
700 kilometer og en ny begyndelse
Før ph.d.-afhandlingen var afleveret, havde han allerede sikret sig en postdoc-stilling i det østlige Frankrig. Kort efter kom næste store skridt. En dansk forsker ledte efter en postdoc, og gennem faglige netværk blev Mathieu Lamandé anbefalet til stillingen. I 2004 flyttede han til Danmark. Planen var ikke nødvendigvis at blive. Men sådan gik det.
"Jeg er blevet hængende," siger han med et smil.
Siden har han bygget hele sin forskerkarriere op i Danmark og arbejdet sig fra postdoc over seniorstillinger til professor. På jagt efter jordens usynlige struktur. Hvis man spørger Mathieu Lamandé, hvad han egentlig forsker i, kommer svaret ikke helt enkelt. For jordstruktur hænger sammen med næsten alt.
Han undersøger blandt andet, hvordan jordstruktur påvirkes af landbrugspraksis, skovdrift, jordbearbejdning, rødder, regnorme, frost og tunge maskiner.
Jordstruktur handler grundlæggende om, hvordan jorden er opbygget, og hvor godt den kan håndtere de belastninger, den udsættes for. Hvis strukturen bliver ødelagt, kan det få vidtrækkende konsekvenser. Vandet drænes dårligere, planternes rødder får sværere ved at udvikle sig og udnytte både vand og næringstoffer, og jordens evne til at lagre kulstof og reducere drivhusgasudledninger påvirkes. Derfor er jordstruktur ikke bare et spørgsmål for forskere. Det er et spørgsmål om fremtidens landbrug.
Gamle teorier skal udfordres
Noget af det, der stadig motiverer Mathieu Lamandé, er muligheden for at stille spørgsmål ved etablerede sandheder. Tidligt i karrieren gennemførte han et omfattende eksperiment for at teste en teori fra 1885 om, hvordan spændinger bevæger sig gennem jord. Teorien var blevet brugt i årtier, men aldrig undersøgt grundigt i praksis.
Resultaterne viste, at teorien fungerede godt i underjorden, men mindre godt tættere på jordoverfladen. Og den slags spørgsmål arbejder han stadig med. Faktisk er den forskningsartikel, han er mest stolt af i dag, baseret på netop den tanke: at udfordre metoder, som forskere har anvendt i næsten et århundrede. Sammen med sin mentor Per Schjønning, som nu er emeritus, har han arbejdet på udvikling af en ny måde at beskrive jordens styrke på, som potentielt kan forbedre vurderingen af, hvornår jorden kan bære tunge maskiner uden at tage skade.
Fra forskning til praksis
For Mathieu Lamandé er forskningen først for alvor værdifuld, når den kan bruges uden for universitetets mure. Derfor lægger han stor vægt på at omsætte resultater til værktøjer, som landmænd og rådgivere kan anvende i praksis.
Siden 2006 har han været med til at udvikle beslutningsstøtteværktøjer baseret på forskningsdata, som kan hjælpe med at mindske risikoen for jordpakning. Og netop anvendelsen er afgørende.
"Det er vigtigt at få vores resultater ud i praksis, så der er nogen, der kan bruge dem," siger han.
Faktaboks: Hvad er jordstruktur? Jordstruktur beskriver, hvordan jordens partikler er organiseret, og hvordan porerummene mellem dem er fordelt. En god jordstruktur gør det lettere for planterødder at vokse, forbedrer jordens evne til at optage og lagre vand og reducerer risikoen for jordpakning. Jordstruktur påvirker samtidig både næringsstofomsætning, kulstoflagring og udledning af drivhusgasser. |
Den næste generation
Selvom forskningen fylder meget, er undervisningen en vigtig del af professorlivet for Mathieu Lamandé. På mange måder ser han sig selv i de studerende. Efter alt at dømme var det nemlig en engageret underviser, der satte ham på sporet af jordforskningen for mange år siden. Nu håber han selv at kunne gøre det samme.
"Hvis en studerende i løbet af et semester siger: Det her var faktisk spændende, så er det alle anstrengelserne værd," fortæller han.
Derfor bruger han også meget tid på vejledning af studerende og yngre forskere.
At gøre en forskel
Når man spørger Mathieu Lamandé, hvad han kunne tænke sig at være kendt for, så handler svaret hverken om professorater, publikationer eller videnskabelige priser. Han vil langt hellere huskes som én, der har hjulpet andre.
"Jeg vil gerne være kendt som den forsker, der har hjulpet folk i deres arbejde, og som har gjort noget, der har været nyttigt for landmændene," siger han.
Måske er det i virkeligheden den røde tråd gennem hele karrieren. Fra de første forelæsninger i Frankrig til professoratet ved Aarhus Universitet har fascinationen af jorden været drivkraften. Men målet har hele tiden været større end selve forskningen: at skabe viden, som gør en reel forskel for mennesker og for den jord, vi alle er afhængige af.
Kontakt
Professor Mathieu Lamandé, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: +45 22240870 eller e-mail: mathieu.lamande@agro.au.dk