Vand var engang noget, man forsøgte at komme af med. Dræn for dræn blev vådområder tørlagt for at give plads til landbrug. Marker erstattede moser. Produktivitet erstattede vand.

Nu går udviklingen den modsatte vej.

Over hele Europa vender vandet nu tilbage. Vådområder genoprettes som en del af løsningen på klimakrisen. Men ifølge nyudnævnt professor Shubiao Wu fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet tænker vi måske stadig for småt.

”Vi genopretter ét område ad gangen,” siger han. ”Men økosystemer fungerer ikke på den måde. De hænger sammen.”

Flere køer end computere

Hans egen vej ind i forskningen begyndte langt fra laboratorier og klimamodeller.

”Jeg plejer at sige, at jeg kommer fra en cowboybaggrund,” siger han med et smil. ”Jeg voksede op i et landområde i Kina. Der var flere køer end computere.”

Fra den begyndelse fortsatte han med at studere miljøvidenskab i Kina og Tyskland, før han opbyggede en akademisk karriere med fokus på et af de mest oversete og komplekse økosystemer: vådområder.

De økosystemer, ingen ville have

I årtier blev vådområder betragtet som ubrugelige. De var våde, mudrede, vanskelige at dyrke og ofte fyldt med myg. Derfor blev de set som hindringer for udvikling.

”Det var steder, ingen ønskede,” siger han.

At dræne dem gav mening på det tidspunkt. Det gjorde det muligt at udvide landbruget og bidrog til at brødføde voksende befolkninger. Men de langsigtede konsekvenser bliver nu stadig tydeligere. For når vådområder drænes, frigives kulstof, der er lagret i jorden, til atmosfæren. Vandsystemerne ændrer sig. Landskaber bliver mere sårbare over for tørke og oversvømmelser.

”Vi opnåede økonomiske gevinster, men vi destabiliserede systemet,” som Shubiao Wu formulerer det i sin forskning.

En skjult infrastruktur

I dag bliver vådområder revurderet ikke som ødemarker, men som kritisk infrastruktur.

”Uden vådområder kan vi ikke regulere vandet,” siger Shubiao Wu. ”De fungerer som en svamp. Når der er oversvømmelser, absorberer de vand. Når der er tørke, frigiver de det igen.”

De giver også levesteder for planter og dyr, lagrer kulstof og hjælper med at dæmpe konsekvenserne af et klima i forandring. Udfordringen er ikke længere, om de skal genoprettes, men hvordan.

Kløften mellem ambition og handling

Ambitionerne er høje. Over hele Europa opstilles politikker og målsætninger for genopretning af vådområder. Men fremskridtene går langsomt.

”Der er en tydelig kløft mellem det, vi ønsker at opnå, og det, vi rent faktisk gennemfører,” siger han.

En del af problemet er usikkerhed. Hvor skal vådområder genoprettes? Hvor store er klimaeffekterne? Og kan vi forudsige resultaterne?

”Vi mangler stadig de data og værktøjer, der kan understøtte beslutningerne,” forklarer Shubiao Wu.

Ikke alle vådområder er ens

Et af hans forskningsresultater udfordrer en udbredt antagelse: at genopretning af vådområder altid giver de samme klimafordele. Det gør de ikke. Afhængigt af jordtype og arealanvendelse kan effekten variere markant: fra beskedne reduktioner i drivhusgasudledninger til reduktioner på næsten 90 procent.

”Det handler ikke bare om at genoprette vådområder,” siger Shubiao Wu. ”Det handler om at genoprette de rigtige vådområder.”

I nogle tilfælde er de mest effektive lokaliteter marginale landbrugsarealer, altså områder, der allerede udnyttes mindre intensivt og er lettere at omlægge.

Tænk i landskaber ikke lokaliteter

For Shubiao Wu handler kerneproblemet om, hvordan vi definerer succes. I dag vurderes genopretning ofte lokalt: Kommer planterne tilbage? Stiger biodiversiteten? Reduceres udledningerne?

”Det er alle sammen mål på lokalitetsniveau,” forklarer han.

Men klimarobusthed er, argumenterer han, ikke en lokal egenskab.

”Det er en landskabsegenskab.”

Det betyder, at individuelle projekter ikke kan planlægges isoleret. De skal forstås som en del af et større system, der er forbundet gennem vandstrømme, økologiske processer og arters bevægelser.

”Hvis vi genopretter ét sted, påvirker det alt andet,” siger han.

Fra reaktiv til forudsigende indsats

Dette skift i tankegang kræver også nye værktøjer. Traditionelt har genopretning været noget, vi vurderer bagefter. Et område genoprettes, og derefter overvåges udviklingen over tid. Men det er ikke længere tilstrækkeligt, siger Shubiao Wu. 

”Resultaterne af naturgenopretning er ikke statiske. De ændrer sig over årtier.”

I stedet ser han en mere forudsigende tilgang for sig: kontinuerlig overvågning, modellering og integration af data skal bruges til at forudsige, hvad der vil ske, allerede før genopretningen begynder. I praksis kan det hjælpe beslutningstagere med at besvare centrale spørgsmål: Hvor skal vi genoprette? Hvornår skal vi handle? Hvad bliver den langsigtede effekt?

Et komplekst system

Vådområder kan umiddelbart virke enkle. Vand, jord og vegetation. Men i virkeligheden er de alt andet end simple.

”Nogle mennesker tror, at dette er et let forskningsfelt,” siger Shubiao Wu. ”Men det er et af de mest komplekse systemer, vi har.”

I modsætning til tekniske systemer kan naturlige økosystemer ikke kontrolleres eller forudsiges fuldstændigt. De reagerer på klima, historie, hydrologi og biologiske interaktioner på en og samme tid.

”I en robot er alting designet,” siger han. ”I vådområder hænger alting sammen og er ofte uforudsigeligt.”

Det, han håber at ændre

For ham er motivationen klar. Ikke blot at studere vådområder, men at flytte hele forskningsfeltet fremad.

”Mit mål er at skubbe vores forståelse af disse komplekse systemer lidt længere,” siger han.

For indsatsen handler om meget mere end naturgenopretning alene. Fremtidens vådområdeprojekter skal ikke blot bringe naturen tilbage. De skal skabe landskaber, der kan modstå klimaforandringer.

”Målet er ikke bare genopretning,” siger Shubiao Wu. ”Det er robuste og modstandsdygtige landskaber.”

Tiltrædelsesforelæsning på AU Viborg

Den 2. september tager Shubiao Wu næste skridt på denne rejse, når han holder sin tiltrædelsesforelæsning ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Her vil han præsentere sin vision for, hvordan forskning i vådområder kan bevæge sig ud over fokus på enkeltstående lokaliteter og hen imod en mere integreret forståelse af hele landskaber.