Slagtekyllingers velfærd er et omdiskuteret emne, mens velfærden hos forældredyrene til slagtekyllinger er både overset og underbelyst.

I en ny undersøgelse har forskere fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet undersøgt, om velfærden hos forældredyr til slagtekyllinger kan forbedres ved at fodre med foder fortyndet med uopløselige fibre i kombination med grovfoder og på den måde give dem en større mængde foder, men med samme energiindhold.

Undersøgelsen er en del af den myndighedsbetjening, som Aarhus Universitet udfører for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Restriktiv fodring

Forældredyrene udsættes for streng restriktiv fodring og får altså ikke samme ad-libitum adgang til foder som de slagtekyllinger, de er forældre til. Forældredyr til slagtekyllinger er, som slagtekyllingerne, fremavlet efter høj appetit og hurtig tilvækst.

Men hvor slagtekyllingerne skal opnå deres slutvægt efter cirka 35-36 dage, har forældredyrene derimod en levetid på op mod 62 uger. I denne periode lægger hver høne mellem 150 og 160 æg.   

For at undgå at forældredyrene får en størrelse, der giver risiko for følgesygdomme og fertilitetsproblemer, fodres de restriktivt. Denne praksis har til gengæld negativ indflydelse på deres velfærd pga. sultfølelse.

Forældredyrenes livscyklus

Produktionen af æg, der udruges til slagtekyllinger, sker i stalde, hvor der går både høner og haner. Hønerne og hanerne kaldes forældredyr. I opdrætsperioden går de to køn adskilt.

Der er omkring 1,25 mio. forældredyrshøner i Danmark.

De første 7-10 dage af deres levetid har forældredyrene ad-libitum adgang til foder. Herfra og frem til de begynder at lægge æg – i det, der kaldes hønnikeperioden - får forældredyrene i gennemsnit omkring en tredjedel af den energi, de ville indtage, hvis de havde fri adgang til foder. Dette er tilfældet, indtil de er cirka 21-22 uger gamle, hvor de begynder at lægge æg.

I æglægningsperioden fodres de typisk med 45-70 procent af den energi, de ville indtage, hvis de havde fri adgang til foder. I både opdræts- og æglægningsperioden fodres der typisk én gang dagligt.

Større fodermængde, samme næringsindhold

Forsøget er udført med henblik på at undersøge, om velfærden hos forældredyrshønnikerne kan forbedres, hvis de får en øget fodermængde, men stadigvæk får samme totale næringsindhold. Dette blev testet ved at tilføje uopløselige fibre i form af havreskaller til hønnikernes almindelige foder og supplere med grovfoder.

Tesen var, at forældredyrshønnikerne ville opnå en øget mæthedsfornemmelse og dermed en forbedret velfærd. Forsøget bygger på en tidligere rapport, der viste positive effekter af grovfoder og uopløselige fibre separat. 

Hønnikerne i forsøget var inddelt i to grupper, der fik foder med samme næringsindhold. En kontrolgruppe, der fik konventionelt foder svarende til det, forældredyrshønniker normalt får, og en gruppe, der volumenmæssigt fik en tredjedel mere foder, idet foderblandingen var fiberrig på grund af tilsætningen af havreskaller, og der derudover blev suppleret med grovfoder.

Resultaterne

Resultaterne viser, at en større fodervolumen til foderbegrænsede forældredyr kommer til udtryk som mindre skadevoldende adfærd, færre stresslinjer i fjerene og en tendens til reduceret ædemotivation.

”Forsøget har givet os evidens for, at hvis man fodrer med mere fiberholdigt foder og giver grovfoder ved siden af, så kan man opnå en vis grad af forbedret dyrevelfærd,” siger Anja Brinch Riber, der er seniorforsker ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab og en af forfatterne bag rapporten.

Undersøgelsen viser, at øget fodervolumen resulterer i bedre dyrevelfærd. Men da næringsindholdet er ens for de to grupper, er der sandsynligvis stadig en oplevelse af sult hos de hønniker, der har fået mere foder.

”De har stadigvæk en sultfølelse, om end vi registrerede en tendens til en mindre ædemotivation, så selvom det mindsker niveauet af nogle af de velfærdsmæssige udfordringer, så løser det ikke alle problemerne,” siger hun.

De glemte forældredyr

Tilsætning af uopløselige fibre i foderet og tildeling af grovfoder til forældredyrshønniker kan derfor bidrage til at forbedre forældredyrenes velfærd. Men yderligere ændringer i management og avl er nødvendige for at løse problemet med oplevelsen af sult.

Derfor er der også brug for mere forskning på området, siger seniorforsker Anja Brinch Riber:

”Der er rigtig mange, der bliver overraskede, når jeg fortæller om forældredyr og de   velfærdsproblemer, de har. Jeg tror simpelthen, de bliver glemt, fordi vi ikke ser dem i køledisken.”

Forskeren forklarer, at der er masser af emner at tage fat i, fordi forældredyr er et så relativt underbelyst område. 

”I de seneste undersøgelser, har vi set på den hurtigt voksende kyllingetype, der hedder Ross 308. Det ville derfor være relevant at fortsætte arbejdet med de langsommere voksende racer, hvor jeg tror, vi kan nå endnu længere med greb som de her,” siger hun.

Men også hanernes velfærd, potentialet i at lade forældredyrene vokse sig lidt større, end de gør i dag, undgåelse af slid på hønernes fjerdragt mod slutningen af æglægningsperioden, og forholdet mellem haner og høner er blandt de emner, forskeren godt kunne tænke sig at dykke ned i.

”Generelt er der meget, vi ikke ved, når det kommer til forældredyr og deres velfærd,” konkluderer hun.