Bioøkonomiske muligheder i græsprotein, biogas og biomasser

Den grønne omstilling af samfundet kræver nytænkning og nye løsninger, både når det gælder energiforsyning og landbrugs- og fødevareproduktionen. En række virksomheder i Region Midtjylland er allerede i gang, og på en konference 26. oktober 2020 er aktørerne klar til at afrunde og konkludere på ikke færre end 11 projekter, der alle har afdækket mulighederne for at skabe nye forretninger på basis af bioøkonomien.

26.06.2020 | Lise Bundgaard

Foto: Agro Business Park A/S

Projekterne er en del af Region Midtjyllands Udviklingsprogram for Bioøkonomi, og aktørerne spænder bredt – fra universiteter og vidensinstitutioner til kommercielle virksomheder.

- Bioøkonomiprogrammet og de resultater, der er opnået, er et eksempel på, hvad vi kan opnå, når partnerskaber arbejder sammen omkring konkrete problemstillinger relateret til regionale styrkepositioner. Det bliver en rigtig spændende konference, som sætter punktum for et godt og spændende regionalt bioøkonomiprogram og giver retning for de kommende års arbejde inden for dette felt, siger kontorchef i Regional Udvikling ved Region Midtjylland, Rolf Johnsen.

- Regions Midtjyllands program har bidraget til at modne og forretningsgøre spændende nye bioøkonomiprojekter, og det glæder os at se, at flere projekterne er godt på vej til at blive kommercialiseret, siger bioøkonomichef ved SEGES, Lars Villadsgaard Toft.

- Projekterne viser, at der er et stort forretningsmæssigt potentiale ved den grønne omstilling, men også at der fortsat er et stort vidensbehov. Det gælder både i forhold til at sikre, at de bioraffinerede produkter er konkurrencedygtige, og ikke mindst at kvaliteten er på linje med sammenlignelige produkter, siger erhvervskoordinator Margrethe Høstgaard fra DCA, Aarhus Universitet.

Det spændende program på konferencen belyser blandt andet fra flere vinkler mulighederne i at udvikle grøn bioraffinering fra græs og arbejdet med biogas-produktion, men også udvikling af grøn biomasse til fødevarer, og biobaserede vækstsubstrater til planteproduktion er nogle af de aktiviteter, der vil blive præsenteret.

Læs mere i programmet, som du finder her 

Programmet har bidraget til udvikle en række projekter, der efterfølgende har modtaget tilskud fra Grønt Udvikling og demonstrationsprogram (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet. Bl.a. har det konsortium, der netop har modtaget tilskud til etablering af et prototypeanlæg til grøn bioraffinering på Ausumgaard i Vestjylland, fået etableret det nødvendige faglige udgangspunkt gennem bl.a. Region Midtjyllands bioøkonomiprogram.

Region Midtjyllands bioøkonomiprogram har været administreret og opereret i samarbejde mellem Agro Business Park, DCA, Aarhus Universitet og SEGES.

 

Fakta om konferencen

Tid og sted:
Mandag den 26. oktober 2020
Kl. 9.30-17
Aarhus Universitet, Foulum, store auditorium, Blichers Alle 20, 8830 Tjele

Online deltagelse er også mulig

Pris:  300 kr.+ moms (dækker forplejning og mødedeltagelse)
Tilmeldingsfrist: 10. oktober 2020 –
Tilmelding: https://inbiom.nemtilmeld.dk/85/

DCA, Biomasse, Food, Agro