Livscyklusvurderinger (LCA) er en af de mest anvendte metoder til at beregne fødevarers klima- og miljøpåvirkning i hele kæden.

Det betyder, at påvirkningen for en fødevare beregnes fra produktion af hjælpestoffer som fx gødning til marken og diesel til traktoren, videre til udledninger fra marken eller stalden samt forarbejdning og transport af det endelige produkt. Livscyklusvurderinger kan derfor give et samlet billede af en fødevares klima- og miljøpåvirkning. Dette opgøres ofte per kg produkt. 

Derfor kan LCA også give et overblik over, hvor i produktionskæden, der er den største belastning, og dermed også, hvor og hvordan det giver bedst mening at sætte ind med forbedringer, så man kan nedbringe en fødevares klimaaftryk. 

Hvad er en livscyklusvurdering?

”Når man laver en livscyklusvurdering, ser man på ressourceforbruget gennem hele kæden – fra start til slut – i en fødevares livscyklus og hvilke miljøpåvirkninger, de forskellige trin i produktionen medfører, for eksempel drivhusgasudledninger,” forklarer Niels Halberg, der er direktør for DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet, og var med til at starte udviklingen af LCA for fødevarer. 

LCA-metoden evaluerer ressourceforbrug og miljøpåvirkning gennem produktionskædens forskellige faser. Fra dyrkning af afgrøder til forarbejdning, transport og distribution identificerer en LCA hotspots, hvor miljø- og klimabelastningen kan reduceres.

Man kalder LCA for en produktorienteret miljøvurdering, fordi det er en bestemt vare eller ydelse, som er i centrum og dermed udgangspunktet. Valget af den vare, for eksempel 1 kg mælk eller 1 kg havregryn, som en konkret LCA skal fokusere på kaldes ”funktionel enhed”.

Systemafgrænsninger sikrer sammenlignelighed

Et centralt begreb i livscyklusvurderinger – og det næste trin, når vurderingens formål er fastlagt - er en ”systemafgrænsning”, som definerer omfanget af analysen. Det indebærer at fastlægge, hvilke processer der inkluderes i livscyklusvurderingen.

For eksempel vil man ofte inkludere produktion, forarbejdning og transport af fødevarer frem til detailhandel, mens nogle livscyklusvurderinger også inkluderer forbrugerleddet, altså forarbejdning i hjemmet, madspild, bortskaffelse af emballage og så videre.

Systemafgrænsning er afgørende for at sikre sammenlignelighed og nøjagtighed i resultaterne.

Et andet eksempel på systemafgrænsning er, hvordan man håndterer kompleksiteten i produktionskæden, især når der er flere output fra en enkelt proces. For eksempel vil en malkekvægbedrifts produktion resultere i både mælk og kød, hvilket kræver afvejning af klima- og miljøbelastningen mellem de forskellige produkter, hvis en LCA skal vurdere produktion af 1 kg mælk.

”Når man producerer mælk, producerer man også oksekød. Og hvor stor en del af for eksempel klimapåvirkningen fra produktionen skal tildeles mælken og hvor stor en del skal tildeles kødet?” spørger Niels Halberg.

Klima og miljøeffekter

En fordel ved LCA-metoden er, at man får klima- og miljøeffekterne langs hele produktionens livscyklus og derved får et udtryk for belastningen bag det valgte produkt.

En LCA vil som regel præsentere resultaterne i en række ”miljø-kategorier”. Når man laver en LCA for fødevarer, er tabet af næringsstoffer til miljøet, udledningen af klimagasser og miljøkemiske (toksiske) effekter oftest vigtige miljøkategorier (foruden blandt andet forbrug af areal og vand).

Dette kræver en standardiseret omregning, hvor for eksempel udledning af CO₂, lattergas og metan kan lægges sammen ved at omregne dem til CO₂-ækvivalenter.

I eksemplet med produktion af mælk, som er vist i figuren ovenfor, betyder det, at klimaeffekten af at producere gødning samt at dyrke, forarbejde og transportere foderafgrøder (både sojabønner i Sydamerika og korn i Danmark) kan lægges sammen med klimaemissionerne fra køerne på gården, forarbejdningsprocesser på mejeriet samt transport fra gård via mejeri til detailhandel i den miljøkategori, der, omregnet til kg CO₂-ækvivalenter per kg mælk giver mælkens klimaaftryk (også kaldet ”Global Warming Potential, GWP”).

Det er naturligvis vigtigt, at de inputdata, der bruges i livscyklusvurderingen, er repræsentative for den produktionsform, og det produkt, man vil lave en LCA for.

Hvad enten det er et generelt tal for klimaaftryk per kg dansk mælk, forskellen mellem 1 kg økologisk og 1 kg konventionel mælk – eller hvis man ønsker at dokumentere, at mælk fra bedrifter, der gør en særlig indsats for at være klimavenlige i produktionen, også har et lavere klimaaftryk per kg mælk.

Udover en ISO-standard for LCA har man i EU-regi opbygget standard principper for LCA af bl.a. fødevarer i regi af ”Product Environmental Footprint, PEF”. Danske forskere – herunder fra AU - og virksomheder har været involveret i dette udviklingsarbejde i mere end 10 år.

Hvordan bliver den lavet?

Selvom der er en ISO-standard for, hvordan en livscyklusvurdering skal laves, findes der alligevel lidt forskellige metoder, herunder A-LCA og C-LCA.

A-LCA står for ”attributional” livscyklusvurdering og er baseret på en direkte opgørelse af fødevarens klimaaftryk for hver fødevares specifikke kæde og beregnet med gennemsnitlige værdier. 

En A-LCA, anvender altså en gennemsnitsbetragtning og bruger en detaljeret beskrivelse af produktionsformen som baggrund for opgørelsen og fordelingen af klimapåvirkning i kæden. Denne tilgang benyttes også i EU-Kommissionens Product Environmental Footprint (PEF).

Dette betyder for eksempel, at man ved beregning af klimaaftrykket per kg mælk og oksekød som udgangspunkt bruger den danske mælkeproduktion og fordeler klimabelastningen af en malkeko på hhv. mælk (ca. 90%) og resten på kød baseret på viden om, hvilken fodermængde med mere som kræves per kg mælk vs. per kg kød.

Den gennemsnitlige værdi af klimaaftrykket på oksekød i en dansk kost baseres derefter på opgørelse af, hvor stor en del af oksekødet, som kommer fra danske eller europæiske køer og hvor stor en del som kommer fra for eksempel kødkvæg i Latinamerika. For hvert produktionssystem kan der beregnes et specifikt klimaaftryk, baseret på beskrivelser af og data omdisse produktionssystemer. Ud fra dette beregnes et vægtet gennemsnit, som bliver klimaaftrykket per kg oksekød.

En C-LCA står for ”consequential” livscyklusvurdering og er baseret på antagelser om, hvilken produktionsform, der vil stige eller falde, eller hvilke dele af kæden som vil ændres, hvis efterspørgslen på et produkt ændres. Disse kaldes marginalbetragtninger.

Det betyder, at en fødevare ifølge C-LCA skal belastes med den klimabelastning, som det koster at producere en yderligere enhed af fødevaren under den produktionsform, som man antager vil blive brugt til at øge produktionen, hvis efterspørgslen stiger.

Hvis man for eksempel antager, at denne produktionsform er oksekød produceret ved at rydde ny landbrugsjord i Latinamerika, er det oksekød med en væsentlig højere gennemsnitlig klimabelastning, som vil blive brugt for oksekøds klimabelastning fra en dansk kost.

Forskere fra Aarhus Universitet har tidligere kortlagt databaser med livscyklusvurderinger af fødevarers klimaaftryk, hvilke bidrag, der medtages i kæden og hvilke LCA-metoder, der blev anvendt.

A-LCA er den mest anvendte metode. Ved gennemgangen af europæiske databaser over fødevarers klimaaftryk var 17 ud af 19 databaser baseret på A-LCA.

De europæiske retningslinjer for produkters miljøaftryk (Product Environmental Footprint, PEF), der er udarbejdet af EU-kommissionen, benytter også denne A-LCA-tilgang. Formålet med disse vejledninger er at harmonisere LCA-metoden bl.a. med henblik på at grønne anprisninger af produkter kan sammenlignes.

Metoder i forskning og metodevalg ved klimamærkning

Formålet med livscyklusvurderingen er afgørende for, hvilken af de to metoder, der er bedst til formålet – altså om der er brug for en kortlægning af det nuværende produktionssystems miljøaftryk (A-LCA) eller der er brug for at undersøge konsekvensen af at øge forbruget (producere) en ekstra enhed (C-LCA).

”Vi deltager i flere store forskningsprojekter, hvor vi forskningsmæssigt anvender begge metoder og konstant arbejder på at udvikle livscyklusvurderingsmetoden, for at kunne fange kompleksiteten i fødevaresystemerne og de forskellige miljøeffekter”, siger Marie Trydeman Knudsen, der er professor ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet og ekspert på området.

Hun fortsætter:

”Den ene metode er som sådan ikke bedre end den anden. De viser forskellige ting, og er derfor relevante at bruge i forskellige sammenhænge. Men i forhold til implementering af livscyklusvurdering i praksis i form af beregning af fødevarers klimaaftryk til grønne anprisninger på fødevarer eller klimamærkning, er det nødvendigt med en international harmonisering af LCA-metoden, som det er gjort i de europæiske retningslinjer (Product Environmental Footprint, PEF).”

Bidrag fra arealændringer spiller en rolle

En anden kompleksitet i livscyklusvurderinger er de ændringer, produktionen af en fødevare medfører i den globale arealanvendelse. Her regner man ofte med bidrag fra enten direkte arealændringer (dLUC) eller indirekte arealændringer (iLUC).

Regner man med direkte arealændringer (dLUC), medregnes det areal, der er direkte påvirket af dyrkningen af en fødevare. Ryddes der for eksempel regnskov for at gøre plads til dyrkningen af sojabønner, medregnes det areal, der ryddes i livscyklusvurderingen.

Regner man med indirekte arealændringer (iLUC), antager man, at en øget fødevareproduktion altid vil føre til rydning af vegetation et eller andet sted i verden. Derfor bliver alle fødevarer tildelt en indirekte belastning i form af udledning af CO₂ fra skovfældning med udgangspunkt i, hvor stort et areal, der bruges til produktion af den enkelte fødevare gange en gennemsnitlig CO₂-udledning per hektar.

EU-Kommissionens ”Product Environmental Footprint Category Rules” medtager direkte arealændringer (dLUC), og ikke indirekte arealændringer (iLUC). Aarhus Universitets databasegennemgang fra 2021 viser også, at de fleste databaser indregner dLUC og kun én database indregner iLUC mens to andre anvender en lignende metode, der kaldes carbon opportunity cost (COC).

Hvad betyder forskellene for regnestykket

Når man laver en livscyklusvurdering, regnes en fødevares klimapåvirkning i, hvor mange CO₂-ækvivalenter en fødevares livscyklus udleder per kg fødevare i de forskellige produktionsled (heriblandt forarbejdning, lagring og transport).

Udledningen af drivhusgasserne metan og lattergas omregnes til CO₂-ækvivalenter for at få dem ind på samme skala som CO₂, baseret på deres indvirkning på drivhuseffekten. Marie Trydeman Knudsen forsker i livscyklusvurderinger til daglig, og var i 2022 medforfatter til en rapport om livscyklusvurderinger og klimaeffektivitet i landbrugssektoren.

Her beskrives det, hvordan forskellige valg kan have indflydelse på, hvordan en fødevares klimapåvirkning ser ud.

For eksempel ser man, at i de fleste LCA-databaser og i den videnskabelige litteratur ligger klimaaftrykket for mælk fra 1,0 til 1,25 kg CO₂-ækvivalenter per kg mælk med undtagelse af CONCITO’s Den store klimadatabase, der har et klimaaftryk for mælk på 0,59 kg CO₂-ækvivalenter per kg mælk.

Det betydeligt lavere klimaaftryk i Den store klimadatabase skyldes bl.a., at forfatterne bruger C-LCA-metodens systemudvidelse til at beregne mælkens klimaaftryk. Her fratrækkes klimabelastningen for den mængde oksekød, som det oksekød, der produceres i en mælkeproduktion, antages at fortrænge. Det fortrængte oksekød antages i beregningen at være importeret kød fra kødkvæg, der har en større klimabelastning end oksekød fra malkekvæg.

Med andre ord skyldes mælkens relativt lave klimabelastning i denne beregning, at det oksekød, der nødvendigvis følger med mælkeproduktionen antages at fortrænge produktion af importeret kødkvæg.

Klimagevinsten fra den reducerede kødkvægsproduktion kan dermed trækkes fra i mælkens klimaaftryk.

Det betyder omvendt, at forbruget af komælk i den danske kost tillægges en væsentlig lavere klimaomkostning, end den værdi som bruges og har været brugt i langt de fleste LCA-baserede klimaopgørelser over kost på tværs af Europa.

CONCITO forklarer selv effekten på deres hjemmeside således:

”For malkekvæg er primærproduktet mælk og biproduktet er kød. Dette kød reducerer reelt behovet for kødkvæg (systemudvidelse), da en del af efterspørgslen på oksekød kan tilfredsstilles ved kødet fra mælkeproduktionen. Produktion af mælk reducerer dermed behovet for produktion af decideret kødkvæg, og dermed spares en udledning. Denne besparelse trækkes fra udledningen fra mælken, som dermed bliver lavere. Til gengæld vil kødet fra malkekvæget ikke betragtes som et biprodukt med en særlig lav udledning. Reduktionen i udledningen fra en malkeko kan jo ikke bruges to gange. Så jo højere udledningen er fra kødkvæg, jo lavere bliver udledningen fra mælken, fordi effekten fra fortrængningen så bliver større.”

Komplekse analyser med mange faktorer

Livscyklusvurderinger er komplicerede analyser, og som det er illustreret ovenfor er der en række faktorer, der kan have betydning for, hvorfor resultaterne af analyser af ellers sammenlignelige fødevarer kan afvige fra hinanden.

”Livscyklusvurderinger er et felt i konstant udvikling. De modeller, vi bruger i forskningen i dag, er ikke nødvendigvis de samme som dem, vi bruger i morgen. Vi bliver hele tiden klogere og modellerne bliver hele tiden bedre. Vi skruer løbende på dem for at få så præcist og sammenligneligt et resultat som muligt,” forklarer professor Marie Trydeman Knudsen.

Derudover er det vigtigt at huske på, at fødevareproduktionen ikke kun påvirker klimaet, men også andre bæredygtighedskriterier. Der vil være situationer, hvor visse produkter har lav klimapåvirkning, men stor negativ effekt på miljø, biodiversitet, økotoksicitet eller dyrevelfærd – eller vice versa.

Livscyklusvurderinger er et vigtigt redskab i den grønne omstilling af vores landbrugs- og fødevaresystem for at give os overblik over klima- og miljøpåvirkninger i det samlede system og identificere hotspots og forbedringsmuligheder – samt give os en indsigt i sammenhænge og effekter, for at undgå at vi skaber nye miljøproblemer, når vi forsøger at løse de eksisterende.

Kan hjælpe forbrugeren

Direktør for DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Niels Halberg, påpeger også betydningen af at kommunikere resultaterne af LCA på en klar og gennemsigtig måde, både til forbrugere og beslutningstagere. Og dette gælder også – på en pædagogisk måde at vise - hvilken systemafgrænsning man har valgt og hvilke produktionsforhold den data, der bruges repræsenterer.

Dette kan hjælpe forbrugeren med at tage informerede valg og – måske - fremme efterspørgslen af fødevarer produceret med en lavere klima- og miljøpåvirkning, som det er formålet med et kommende klimamærke til fødevarer.

”Når det kommer til livscyklusvurderinger af en fødevare, er der særligt to ting, man som forbruger kan bruge dem til. Man kan se på, om der er nogle fødevarekategorier man vil undgå eller købe mindre af – som for eksempel kød, der har en høj klimabelastning. Hvis man derimod ønsker at købe en bestemt fødevare, kan man vælge varer inden for en kategori ud fra hvilke producenter, der har gjort en særlig indsats for at gøre deres varer mere klimavenlige,” forklarer Niels Halberg.

Dette kræver dog, at der udvikles en mærkningsordning, som bygger på en internationalt anerkendt metode, så det er muligt at sammenligne danske og udenlandsk producerede varer af samme kategori, og som præsenterer forbrugeren for informationerne på en forståelig måde. 

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mere om livscyklusvurderinger i DCA-rapporten "Vidensyntese om livscyklusvurderinger og klimaeffektivitet i landbrugssektoren".

Kontakt:

Kommunikationschef
Jesper Emborg
61 22 02 91