Forskning på AU Flakkebjerg fremvist for fascineret forskningsminister

Viden, vækst og hvordan de to ting hænger sammen blev til fulde illustreret på AU Flakkebjerg, da uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen kom på besøg.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) var så begejstret for at høre om forskningsaktiviteterne inden for græs- og spinatfrø på AU Flakkebjerg, at han vil fotograferes med nogle af rekvisitterne og forskerne. Foto: Charlotte Hamann Knudsen

Der var ingen, der behøvede at påpege forskellene mellem byg, hvede og rajgræs, da udvalgte forsøg på AU Flakkebjerg blev vist frem for uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen ved hans besøg på forskningscentret 2. februar 2016. Han kan godt selv.

Født og opvokset på en slægtsgård i vestjyske Stauning har Esben Lunde Larsen været omgivet af den slags afgrøder hele sin ungdom. Det gjorde ikke hans fascination med den forskning, der udføres på AU Flakkebjerg, mindre – tværtimod. Han stillede løbende en række fagspecifikke spørgsmål. Han var også interesseret i at høre, at forskerne har tætte forbindelser med erhvervslivet. Et frugtbart erhvervssamarbejde går fint i tråd med Esben Lunde Larsens ønske om ”viden, vækst og værdi i hele landet”, som han skrev om i en kronik i Jyllands-Posten 14. januar 2016.

Erhvervssamarbejde er også vigtigt for Innovationsfonden, der støtter flere af de forskningsprojekter, som ministeren blev præsenteret for, og som tydeligt viser, at pengene fra Innovationsfonden er godt givet ud på Aarhus Universitet.

Det er svært ikke at blive begejstret, når man hører om de mange spændende forskningsprojekter, der foregår i tæt samarbejde med erhvervet, som forskerne i AU Flakkebjerg er involveret i. Det samme så ud til at gælde for uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen. At hans far selv i sin tid dyrkede græs til frø gjorde sikkert ikke interesseren mindre.

Institut for Agroøkologi og Institut for Molekylærbiologi og Genetik har begge forskning på AU Flakkebjerg. Det fælles træk er planteforskning, men ellers var det et spændende potpourri af udvalgte forskningsprojekter, der på engageret og letforståelig vis blev præsenteret for ministeren af de to institutters professorer, seniorforskere, postdocs og ph.d.-studerende. Få en smagsprøve her:

En hjælpende hånd til verdens hvede

Hvede er verdens vigtigste afgrøde, men trues af svampesygdomme. Det er nødvendigt at udvikle hvedesorter, der er modstandsdygtige for en række svampe både for at sikre mad til millioner af mennesker og for at undgå overforbrug af pesticider.  Global Rust Reference Center på AU Flakkebjerg spiller en central rolle i disse bestræbelser. (Læs artiklerne Stor genetisk mangfoldighed i gulrust øger risikoen for sygdomsepidemier i korn og Varsling for gulrust i korn forbedres med DNA-genotyping)


Chris Khadgi Sørensen forklarede Esben Lunde Larsen om sit arbejde med at udvikle hvede, der er modtandsdygtig mod svampesygdomme.

Hvordan udvikles modstand mod pesticider?

Begrænsninger for hvilke pesticider landbruget må bruge kan meget let føre til øget resistens mod de pesticider, der er tilladt. Problemet er især stort i ukrudt og svampe. Danmark har særligt restriktive regler med det formål at beskytte vores grundvand. For at forebygge udvikling af modstandsdygtige ukrudtsplanter, svampe og insekter er det nødvendigt at forstå, hvilke mekanismer ligger bag udviklingen af resistens. (Læs artiklen Resistens hos insekter, ukrudt og svampe skal under lup)

 
Marielle Babineau fortalte om sit arbejde med udvikling af en metode, der kan studere planternes vækst uden at ødelægge planterne.

Plastic fra planter

Ved at designe stivelsesmolekylerne i afgrøder er det lykkedes at skabe plastic fra planter. Stivelsesmolekylerne kan bruges til at lave plastic, der er bæredygtig at producere, biologisk nedbrydelig og stærk. Stivelsen er oven i købet fordøjelig, og da den kun langsomt omsættes til sukker, kan der muligvis være sundhedsgavnlige perspektiver. (Læs artiklen Plastic fra planter)

 
Hvordan planter kan blive til plastic blev forklaret til Esben Lunde Larsen af Kim Henrik Hebelstrup.

Korns konkurrenceevne mod ukrudt skærpes

Ukrudt koster afgrødeudbytte. På verdensplan anslås tabet af potentielt udbytte at være 34 procent. Et værktøj mod ukrudt er sprøjtning med ukrudtsmidler, men det kan føre til resistente ukrudtsplanter og forurening af vandmiljøet. Korn har selv en vis evne til at udkonkurrere ukrudt og denne evne vil forskerne udnytte. Nu udvikler de en særlig metode til at måle planternes udvikling gennem hele vækstperioden uden at ødelægge planten. 


Antje Reiss fortalte om konkurrencen mellem korn og ukrudt.

Danmark er førende i græs og spinat

Næste gang du ser verdensmesterskab i fodbold kan du med stolthed tænke på danske landmænd. Danmark er nemlig verdens største eksportør af græsfrø. Græs fra danske frø bruges også til golfbaner, rulleskibaner og græsmarker verden over. En anden eksportsucces er spinatfrø, hvor Danmark står for 70 procent af verdensproduktionen. Så omfattende en produktion kræver, at frøene er særligt gode. Erhvervet har derfor et tæt samarbejde med AU Flakkebjerg, hvor forskerne blandt andet undersøger græssets kvælstofudnyttelse, bekæmpelse af ukrudt i græs og minimering af sygdom i spinat foruden at forskerne yder rådgivning til avlere.

 
Simon Abel fortæller Esben Lunde Larsen om forskning i græs.


Se nærmere beskrivelser af de fremviste besøg og programmet for ministerens besøg på AU Flakkebjerg her.

Læs også artiklen Danmark skal være Silicon Valley.