Virtuel plantekongres 2021: Få nyeste viden inden for natur og vandmiljø

Kom med til det virtuelle arrangement Natur og Vandmiljø i fokus den 20. og 27. april 2021. Her møder du en række spændende indlægsholdere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og SEGES, der med deres skarpe fokus på den nyeste viden gør dig klogere på, hvordan fremtiden ser ud for natur og vandmiljø i samspillet med dansk landbrug.

08.04.2021 | Lise Bundgaard

Den traditionelle Plantekongres blev i år ikke afholdt i sin vante form på grund af corona. Derfor inviterer Aarhus Universitet, Københavns Universitet og SEGES nu til virtuel dialog, vidensdeling og drøftelse af faglige problemstillinger med natur og vandmiljø i fokus.

Det sker til det virtuelle arrangement Natur og Vandmiljø i fokus den 20. og 27. april 2021.

Her kan du møde en række spændende indlægsholdere, der med deres skarpe fokus på den nyeste viden gør dig klogere på, hvordan fremtiden ser ud for natur og vandmiljø i samspillet med dansk landbrug. 

Så vær med når vi samler rådgivere, landmænd, forskere, embedsmænd og lovgivere inden for natur og vandmiljø til dialog om aktuelle muligheder og udfordringer.

Højaktuelle emner på programmet

Natur og Vandmiljø i fokus giver dig adgang til 12 sessioner fordelt på 2 dage og 2 sideløbende spor, som du kan vælge at deltage i, når det sendes live.

Forskere fra Aarhus Universitet deler ud af den nyeste viden om højaktuelle emner i disse præsentationer:

Vandmiljø

Fra ”Grøn Vækst” til i dag: Hvad nåede vi med kvælstof i 2021, og hvad er nået de seneste 10 år? v/Gitte Blicher Mathiesen, seniorrådgiver, Aarhus Universitet.

Tanker om hvordan et udledningsmål på 37.000 t N kan realiseres v/ Leif Knudsen, chefkonsulent, SEGES og Jørgen E. Olesen, professor, Aarhus Universitet.

Hvordan kan vådområder, minivådområder og vådlægning af lavbundsjorde bidrage til at øge retentionen, naturværdien og biodiversiteten? v/Carl Christian Hoffmann, seniorforsker, Aarhus Universitet.

Natur

Hvordan får vi mest biodiversitet for pengene hurtigst muligt? v/ Bettina Nygaard, seniorrådgiver, Aarhus Universitet.

Metoder til måling af biodiversitet
1.DanskNaturindikator (DNI) Præsentation af et helt nyudviklet koncept, der viser naturpotentialet i hele Danmark v/Rasmus Ejrnæs, seniorforsker, Aarhus Universitet
2. Biodiversitetsvirkemidler på danske landbrugs- og skovrejsningsarealer v/ Tommy Dalgaard, sektionsleder, Aarhus Universitet.

Hvordan sikres en involverende planlægning, hvor der er fokus på inddragelse og samarbejde med lokale interessenter? v/ Morten Graversgaard, postdoc, Aarhus Universitet.

Fælles for de to

Ådale – hvordan bringes de i spil til gavn for klima, vandmiljø og natur? v/ Jørgen E. Olesen, professor, Aarhus Universitet.

Læs mere om Natur og Vandmiljø i fokus og tilmeld dig her 

DCA, Agro