Tang kan være med til at løse fremtidens klima- og fødevareudfordringer – hør mere på offentligt foredrag

Har du lyst til at blive klogere på tang, så er muligheden der tirsdag den 27. oktober, når seniorforsker Annette Bruhn deler ud af sin store viden på området. Hun vil blandt andet give tips til at gå på tangjagt i vandkanten og fortælle om de nyeste tang-relaterede forskningsprojekter på CBIO – Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi.

Alle deltagere ved arrangementet får et Tanghæfte som inspiration til at gå på jagt efter havets grøntsag. Foto: Peter Bondo Christensen

Aarhus Universitet holder en række offentlige foredrag i naturvidenskab, hvor forskere formidler den nyeste viden til et bredt publikum. Foredragene livestreames til blandt andet biografer og biblioteker over hele landet, og alle er velkomne. Tirsdag den 27. oktober er der tang på programmet, og her vil seniorforsker Annette Bruhn fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet føre publikum ind i tangens vildtvoksende verden.   

-          Det er en helt særlig og fed mulighed at få lov til at fortælle så mange mennesker om vores nyeste forskning i tang. Jeg ser frem til at give et indblik i, hvordan det flytter noget i forhold til nye løsninger inden for både miljø, klima, fødevarer og sundhed, siger Annette Bruhn.

Tang spiller vigtig rolle i bæredygtig omstilling

På CBIO - Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi forskes i, hvordan vi kan skabe et bæredygtigt fødevaresystem, hvor klodens biologiske ressourcer indgår i cirkulære kredsløb med minimalt svind. Og her kan tang spille en vigtig rolle. Det vil Annette Bruhn belyse gennem fire forskningsprojekter, som har tilknytning til centret.

Hun er blandt andet del af et projekt, hvor forskerne i samarbejde med Hjarnø Havbrug undersøger, hvordan man kan optimere dyrkningen af økologisk sukkertang, som for eksempel kan bruges til fødevarer.

I projektet SeaSusProtein er målet at udvinde proteiner af tang og bruge det i for eksempel plantefars og ost. Samtidig er der en miljømæssig gevinst ved høsten af tang. Her fjernes nemlig næringsstoffer fra vandmiljøet, hvilket nedbringer risikoen for iltsvind.

Endnu et forskningsprojekt med deltagelse af Aarhus Universitet er Climate Feed, hvor det undersøges, hvordan forskellige nordiske tangarter kan reducere køers udledning af metan.

Endelig ser man i Tang.nu nærmere på, hvordan tangen kan bidrage til et bedre havmiljø. Det sker i samarbejde med et stort antal tang-aktører i Danmark.

Vil give smag for tang

Alt sammen kan man hente meget mere viden om ved det offentlige foredrag.

-          Jeg håber, at folk kommer hjem og ser med nye øjne på tang og de mange perspektiver, som tang giver inden for både miljø, klima, fødevarer og sundhed. Og helt konkret så håber jeg også, at mange får lyst til at gå på opdagelse efter tang, som jo er havets grøntsag, der ligger lige derude i vandkanten klar til at blive hentet ind, siger Annette Bruhn.

Alle deltagere ved arrangementet får et Tanghæfte som inspiration og hjælp til at gå på jagt i naturen.

Find et offentligt foredrag i naturvidenskab nær dig