Stig Purup – ny adjungeret professor ved Aalborg Universitet

Seniorforsker Stig Purup fra Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet er blevet tildelt hæderstitlen adjungeret professor ved Aalborg Universitet med tilknytning til Institut for Kemi og Biovidenskab.

Stig Purup er oprindeligt uddannet biolog med en ph.d. grad i medicin fra Aarhus Universitet. Han har siden 1997 været ansat som seniorforsker ved Aarhus Universitet i Foulum, hvor de vigtigste forskningsområder har omfattet undersøgelser af indholdet af bioaktive komponenter i fødevarer og fodermidler og deres betydning for den ernærings- og sundhedsmæssige kvalitet både hos dyr og mennesker. Per 15. september 2020 er han blevet tildelt hæderstitlen adjungeret professor ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.

Den nye adjungerede professor har en solid forskningsbaggrund bag sig. Et af de særlige indsatsområde i Stig Purups forskning er bioaktive komponenter i naturlige biologiske væsker som f.eks. mælk, blod og plante- og vævsekstrakter. Han har mange års erfaring med at anvende såvel in vitro celle-baserede modeller som dyremodeller med henblik på at klarlægge betydningen af de bioaktive komponenter for konsumenter og dyr. Denne viden er vigtig i forhold til at kunne udvikle bedre metoder til forebyggelse og behandling af sygdomme hos mennesker og dyr, samt øge kvalitet og sikkerhed i fødevareproduktionen. Stig Purup har mere end 275 publikationer, heraf 113 peer-reviewede artikler, hovedsagligt inden for anvendt cellebiologi og laktationsfysiologi.

Senest er Stig Purup med i et stort forskningsprojekt, ”CleanMeat and CleanMilk – Fremtidens bæredygtige fødevareproduktion”, som har til formål at udvikle metoder og know-how inden for cellebaseret produktion af kød og mælk. Han har også netop fået bevilget et forskningsprojekt "What do we drink in 2030? In-vitro milk based on cultured cells" fra Novo Nordisk Fonden. Projekterne vil skabe fundamental viden om produktion af mælk ved anvendelse af cellekulturer, og derved skabe en biosynteseplatform, der kan bidrage med viden til produktion af bæredygtige og klimavenlige fødevarer. Projektet skal være med til at styrke Danmarks position inden for dette forskningsområde.

”Jeg ser det som en stor ære at være blevet adjungeret professor ved Aalborg Universitet og glæder mig meget til samarbejdet med Institut for Kemi og Biovidenskab inden for anvendt cellebiologi. Instituttet har en lang række spændende forskningsprojekter, bl.a. inden for bioaktive stoffer fra mikroorganismer og planter. Jeg håber at kunne bidrage med ekspertise til at opbygge videnskabelige kompetencer inden for instituttets centrale forskningsområder, indgå i forskningsansøgninger, og bidrage til undervisning og vejledning af studerende", siger Stig Purup, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet.

Om titlen som adjungeret professor 

Titlen kan tildeles anerkendte forskere, som et institut ønsker at hædre med titlen og derved knytte tættere til sig,  eller personer, som uden at være anerkendte forskere, har kvalifikationer på højt fagligt niveau og som et institut ønsker at knytte tættere til sig.

Titlen adjungeret professor/lektor tildeles for en periode på højest 5 år. Titlen er en hæderstitel og er ikke forbundet med aflønning. Den adjungerede professor vil normalt varetage følgende opgaver:

  • deltage i forskningssamarbejde med forskere ved instituttet
  • forelæsninger/konferencer
  • evt. undervisning/ph.d.-vejledning
  • indgå i bedømmelsesudvalg    
  • evt. hjælp til rekruttering