Call for abstracts: Arla Food for Health Konference 2020

Den 6. maj finder Arla Food for Healths konference sted i Arlas innovationscenter i Aarhus. Forskere fra Aarhus Universitet kan deltage i konferencen ved at indsende et abstract.

16.03.2020 | Lise Bundgaard

Arla Food for Healths konference vil indeholde en præsentation af de mekanismer, der ligger bag sundhedseffekterne af mejeriprodukter og ingredienser, in-vitro, in-vivo og i kliniske forsøg. Forskere der beskæftiger sig med alle aspekter af ingrediensudvikling, fødevarevidenskab, fødevareteknologi og kostens virkning på sundhedsaspekter er velkomne til at indsende et abstract til konferencen. På baggrund af de indsendte abstracts vil nogle forskere blive bedt om at medbringe en poster til poster-præsentationen. De abstract, der godtages, vil blive offentliggjort online efter konferencen.

Poster-præsentationerne er opdelt i tre forskningskategorier med ordstyrere til at føre diskussionen:

1. Metaboliske lidelser

• Fødevare-/ingrediensrelateret forskning, der sigter mod at begrænse metaboliske lidelser fx forskning i kostsammensætning, individuelle fødevaregrupper, fermenterede fødevarer, næringsværdien af kulhydratholdige fødevarer, naturlige superfoods, kombinationen af næringstæthed og matriceeffekter.

 

2. Fejlernæring

• Fødevare-/ingrediensrelateret forskning, der sigter mod at begrænse underernæring, fx væsentlige mikro- og makronæringsstoffer til børn og ældre, det fremtidige fødevaregrundlag for sunde fødevarekategorier til overkommelige priser, opretholdelse af næringsstoffer og næringsværdi i fødevarer, tilstrækkelig ernæring til følsomme grupper – såsom børn og ældre.

 

3. Immunitet

• Fødevare-/ingrediensrelateret forskning rettet mod forbedring af immunsystemet, fx forbedring af immunresponsen og afhjælpning af allergi og inflammatoriske sygdomme. Hovedformålet med poster-præsentationen er at diskutere fødevarevidenskab og at få forskere til at interagere og skabe fremtidigt samarbejde.

Retningslinjer for abstracts

Alle abstracts skal sendes til: kasper.faarkrog.hoeyer@arlafoods.com

Begrænsninger: Max 250 ord (eksklusiv titel og nøgleord). Abstractet skal indeholde baggrund med formål, metode, resultater og konklusion.

Det vil ikke være muligt at indsende abstracts efter deadline, som er fredag den 3. april 2020. Forfatterne bliver kontaktet den 17. april 2020 i forbindelse med udvælgelse til poster præsentationer.

 Om Arla Food for Health

 Arla Food for Health blev etableret i 2015 som et konsortium mellem Arla Foods amba, Arla Foods Ingredients, Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Læs mere på Arla Food for Healths hjemmeside.

DCA medarbejdernyhed