Nye teknologier skal reducere udledningen af drivhusgasser fra husdyrproduktionen

Virksomheder og videninstitutioner brainstormede om mulighederne på et møde arrangeret af Aarhus Universitets Interdisciplinære Center for Klimaforandringer.

10.12.2018 | Claus Bo Andreasen

Der er et stort behov for nye teknologier og driftsformer til at reducere emissionerne fra husdyrproduktionen yderligere. Foto: Ida Marie Jensen, AU Foto

Der er et stort behov for nye teknologier og driftsformer til at reducere emissionerne fra husdyrproduktionen yderligere. Foto: Ida Marie Jensen, AU Foto

Husdyrbruget er en betydende kilde til udledning af klimagasser. Det er især metan fra dyrenes omsætning af foder samt metan og lattergas fra husdyrgødning i stald og lager, som er problematiske for klimaet.

I Danmark er der i de senere år gennemført omfattende forskning på disse områder, og målt på produktniveau er den danske fødevareproduktion blandt verdens mest klimaeffektive.

Danmark og hele verden står imidlertid overfor yderligere krav om reduktion i udledningen af klimagasser; og da Danmark har en forholdsvis stor husdyrproduktion, er der et her stort behov for nye teknologier og driftsformer til at reducere emissionerne fra husdyrproduktionen yderligere.

- Det er ikke sandsynligt, at enkelte forskningsområder kan levere en samlet løsning på udfordringerne. Nye løsninger skal snarere findes i et samspil mellem innovative virksomheder og universiteternes forskningsmiljøer, forklarer Jørgen E. Olesen, som leder indsatsen vedr. landbrug og klima i Aarhus Universitets Interdisciplinære Center for Klimaforandringer, iClimate.

Netværksmøde med virksomheder

På den baggrund har iClimate taget initiativ til et netværksmøde mellem forskningsmiljøer og virksomheder. Mødet blev holdt mandag den 3. december i Aarhus, og formålet var at inspirere til nytænkning og samarbejde om udvikling af nye teknologier og løsninger til reduktion af husdyrproduktionens klimabelastning.

Der deltog ca. 60 repræsentanter fra virksomheder og vidensinstitutioner i mødet. I løbet af dagen blev der givet korte indlæg, som skulle inspirere til netværksdannelse og videnudveksling. Hovedvægten var dog lagt på diskussion i grupper, hvor deltagerne præsenterede og diskuterede konkrete ideer til begrænsninger i udledningen af klimagasser fra husdyrproduktionen.

Emner som skal undersøges nærmere

- På mødet kom der mange forskellige forslag til emner, som virksomheder mente var relevante at undersøge nærmere, forklarer Jørgen E. Olesen. Vi har efterfølgende samlet emnerne i et katalog, som virksomhederne har fået tilsendt sammen med en oversigt over forskere, som kan kontaktes, hvis virksomheden ønsker at deltage i et samarbejde om det enkelte emne.

Både Innovationsfonden og Miljø- og Fødevareministeriet har afsat midler til forskning og udvikling på området. Og håbet er at virksomhederne og forskningsmiljøer vil gå sammen om at udvikle teknologier og koncepter m.m., der kan bidrage til at reducere udledningen af klimagasser.

- Interesserede virksomheder, som ikke deltog i mødet, er selvfølgelig også velkomne til at kontakte os, siger erhvervskoordinator Margrethe Høstgaard fra DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.

- Vi er også interesserede i at høre fra virksomheder, der har teknologier, som ikke traditionelt anvendes i husdyrbruget, men som måske kunne finde ny anvendelse, siger hun.


Kontakt

  • Yderligere oplysninger om mulighederne for reduktion af klimagasser
    Professor Jørgen E. Olesen
    Institut for Agroøkologi, AU
    E-mail: jeo@agro.au.dk
    Tlf. 4082 1659

  • Yderligere oplysninger om muligheder for at deltage i samarbejdsprojekter
    Erhvervskoordinator Margrethe Høstgaard
    DCA
    E-mail: margrethe.hostgaard@dca.au.dk
    Tlf. 4014 7885
Agro, DCA
105715 / i31