Jordforsker fra Aarhus Universitet tildelt fornem pris

Soil Science Society of America har tildelt professor Lis Wollesen de Jonge fra Aarhus Universitet en pris i anerkendelse af hendes store indsats inden for jordforskning.

18.01.2019 | Janne Hansen

Lis Wollesen de Jonge er udnævnt som Fellow i Soil Science Society of America. Prisen blev overrakt af præsidenten Richard P. Dick (t.v.). Foto: Yan Jin

Professor Lis Wollesen de Jonge fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet er udnævnt til “Fellow” i Soil Science Society of America (SSSA). Prisen blev overrakt ved en ceremoni ved det årlige internationale møde for jordforskning, der blev holdt i Californien i januar 2019. Lis Wollesen de Jonge har fået prisen i anerkendelse af hendes store indsats inden for jordforskning.  

Lis Wollesen de Jonge, der er professor i jordfysik, er den eneste europæer blandt de 12 nyudnævnte ”Fellows”, der ud over hende omfatter to eksperter fra Canada og ni fra USA. Den danske professor arbejder med jordstruktur, transport af kolloider i jorden, vandafvisning, og spektroskopisk forudsigelse af jordens fysiske egenskaber. På det seneste har hun også rettet fokus mod arktiske jorde og udvikling af jordbrug i Sydgrønland. 

Lis Wollesen de Jonge har en cv, der kan tage pustet fra de fleste. Foruden at forske, sidder hun i en række udvalg og komiteer, herunder Danmarks Frie Forskningsfond | Teknologi og Produktion, er formand for ph.d.-uddannelserne i Institut for Agroøkologi, er prisvindende fagredaktør ved et videnskabeligt tidsskrift og er vejleder for flere ph.d.- og specialestuderende. Hun er forfatter til over 300 artikler, heraf 154 i internationale fagfællebedømte videnskabelige tidsskrifter. 

Betegnelsen ”Fellow” er den højeste anerkendelse, man kan tildeles i Soil Science Society of America. Society-medlemmer nominerer værdige kollegaer på grundlag af deres professionelle præstationer og fortjenstfulde ydelser. Højst 0,3 procent af foreningens aktive og emeritus medlemmer kan opnå at være “Fellow”. I øjeblikket har den 83-årige gamle society over 6000 medlemmer. Dens formål er at fremme jordvidenskab og overførsel af viden med henblik på at opretholde den globale jordressource. Tre af forskningsområdets stærke tidsskrifter udgives af SSSA. 

- Jeg er dybt taknemmelig og beæret over udnævnelsen. Jeg har deltaget i Soil Science Society of Americas møder siden jeg selv var ph.d.-studerende i starten af 1990erne. At blive nomineret som Fellow i 2018 af mine internationale kollegaer og endelig opnå æren betyder rigtig meget for mig. Jeg er meget taknemmelig, siger Lis Wollesen de Jonge. 

Yderligere oplysninger

Professor Lis Wollesen de Jonge, Institut for Agroøkologi, e-mail: lis.w.de.jonge@agro.au.dk, mobil: 2494 0550, telefon: 8715 7737 

Agro, Priser, DCA
105715 / i31