Halvdelen af Danmarks markarealer er drænede

Et nyt kort viser, hvor i landet markarealerne er drænet. Det er vigtig viden at have i forbindelse med planlægning af målrettede virkemidler.

13.12.2018 | Janne Hansen

Behovet for at vide, om givne arealer er drænede eller ej, er blevet aktuelt i forbindelse med anvendelsen af målrettede virkemidler mod udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet. Foto: Colourbox

Behovet for at vide, om givne arealer er drænede eller ej, er blevet aktuelt i forbindelse med anvendelsen af målrettede virkemidler mod udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet. Foto: Colourbox

Der er forskel på den vestlige halvdel af Jylland og resten af landet, når det drejer sig om dræning af marker. Det viser et nyt kort udarbejdet af forskere fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet i samarbejde med Orbicon med al tydelighed. 

Mens markerne i Østjylland, Fyn, det meste af Sjælland og Bornholm i høj grad er drænede, er de vestjyske jorder i langt mindre grad drænede. Ifølge det nye kort er i alt 52 procent af Danmarks markareal drænet. 

Behovet for at vide, om givne arealer er drænede eller ej, er blevet aktuelt i forbindelse med anvendelsen af målrettede virkemidler mod udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet. Kortet er udarbejdet på foranledning af Miljø og Fødevareministeriet som et led i aftalen med Aarhus Universitet.  Både kort og baggrundsmateriale er udgivet som DCA-rapport.  

Det nye landsdækkende kort over drænede markarealer i Danmark bygger på en større mængde data og nyere modeller end hidtidige kort og er derfor mere nøjagtig og detaljeret. Kortet er baseret på statistiske analyser af sammenhængen mellem dræning og en lang række geografiske datalag, heriblandt topografiske variabler, jordbundsforhold, satellitbilleder og arealanvendelse. 

Mange af de vigtigste variabler for forudsigelsen af dræning, eksempelvis jordens lerindhold og dybden til grundvandet, har en kendt betydning for dræning, mens lokale forhold som terrænet også kan have stor betydning for drænbehovet og for den faktiske dræning.   

- Samlet set kan årsager til dræning opfattes som resultat af interaktioner mellem mange forskellige variabler. De anvendte modeller har gjort det muligt at medregne en stor del af denne kompleksitet og er væsentligt mere nøjagtigt en tidligere kort, skriver forfatterne til rapporten.  

Det samlede kort over drænede arealer i Danmark har en opløsning på 30,4 meter. Kortet har en nøjagtighed på 79 procent, det vil sige, at sandsynligheden for, at drænede arealer og ikke-drænede arealer gengives korrekt på kortet, er 79 procent. 


Yderligere oplysninger:

Anders Bjørn Møller
Institut for Agroøkologi, AU
Email: anbm@agro.au.dk

Agro, Plantedyrkning, DCA
105715 / i31