Forskere i Nordsøregionen sigter mod grønnere væksthusproduktion

Forskere fra Aarhus Universitet leder et projekt, der sætter fokus på at reducere energiforbruget i produktionen af frugt, grønt og potteplanter i væksthuse i Nordsøregionen.

Der kan spares energi til lys, opvarmning og klimastyring i produktionen af frugt, grønt og potteplanter i væksthuse. Foto: Roar Paaske

Det kan godt være, at frugt, grønsager og potteplanter er grønne – men produktionen af dem er ikke altid så grøn, som man kunne ønske sig. I Nordeuropa går der nemlig en hel del energi til lys, opvarmning og klimastyring i væksthusproduktionen. 

Det bliver der rettet op på ved hjælp af et nyt projekt i Nordsøregionen, der sætter fokus på energiforbruget og forbedret klimastyring. Projektet, der hedder SmartGreen, er et samarbejde mellem forskere og virksomheder fra seks forskellige lande og ledes af professor Carl-Otto Ottosen fra Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet.    

- Vi samarbejder med gartnerier i de forskellige lande omkring Nordsøen for at kombinere forskning og forsøg til forbedring af energieffektiviteten og reduktion af energiforbruget samtidig med at produktkvaliteten sikres, siger Carl-Otto Ottosen. 

Skal nedsætte ressourceforbruget

Væksthusproduktionen af frugt, grønt og potteplanter er en vigtig del af økonomien i Nordsøregionen. Sektoren producerer for cirka ni milliarder euros årligt og beskæftiger over 500.000 personer i flere end 10.000 SMV. Der er dog en hage ved det hele: væksthusproduktion har en stor afhængighed af vand og energi og et lavt forbrug af vedvarende energi. 

- Der er brug for innovation til udvikling af nye eller forbedrede styringsmetoder, så forbruget af vand, energi og kemikalier kan nedsættes, siger Carl-Otto Ottosen. 

Projektet vil kombinere analyse af big data vedrørende klima og produktion med praktiske demonstrationer hos SMV for at identificere og vise de situationer, hvor gartnerierne kan reducere energiforbruget. Udvikling og udbredelse af nye sensorer og målesystemer samt energieffektiv styring af væksthuse skal bidrage til at opfylde målet om at forbedre energieffektiviteten med omkring 10 procent.  

Projektet vil også udnytte den viden der er om LED i de forskellige lande til at forbedre udnyttelsen af LED i produktionen og gøre lysforbruget intelligent. 

Udveksling af erfaringer en væsentlig

Et væsentligt aspekt af projektet er udveksling af erfaringer mellem landene og mellem forskning og praksis. 

- SmartGreen forbinder erfarne forskergrupper med SMV for at skabe en stærk synergi med henblik på at gøre industrien i Nordsøregionen mere grøn. En mere grøn produktion kan bidrage til at vedligeholde den økonomiske vækst i Nordsøregionen samtidig med at der opnås væsentlige miljømæssige forbedringer, herunder mindre forurening, reduceret udledning af drivhusgasser og næringsstoffer samt mere holdbar brug af ressourcer, siger Carl-Otto Ottosen. 


Fakta om SmartGreen

  • Finansiering: 1,5 mio. euros fra European Regional Development Fund (Interreg) – North Sea Region
  • Budget: 3,3 mio. euros
  • Partnere: Ni forskningsinstitutioner og tre virksomheder i seks lande
  • Tidshorisont: Fire år (1. juli 2017-30. april 2021)
  • Projektledelse: Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet

Læs mere på projektets webside her.


Yderligere oplysninger: Professor Carl-Otto Ottosen, Institut for Fødevarer, email: coo@food.au.dk, telefon: 8715 8373, mobil: 2290 3105